Hvem skal stoppe den spanske dominans i Champions League?

Hvem skal stoppe den spanske dominans i Champions League?

Der var en gang, hvor nogen sagde, at den engelske liga var verdens bedste. Hvis man kigger på europæiske resultater de sidste fire år, er det dog meget langt fra tilfældet, her er der nemlig mere eller mindre kun et land der gør sig gældende – Spanien.

De sidste 4 år er Champions League trofæet med de store ører endt i Spanien, tre gange i hovedstaden Madrid, hvor kongeklubben Real Madrid har vundet den, og en enkelt gang i Catalonien, da Barcelona sejrede over Juventus i 2015. I både 13/14 og 15/16 var begge finalister sågar fra Spanien i form af de to hovedstadsklubber.

Med andre ord har det været en gigantisk spansk dominans, og de Engelske hold har i den grad været sekundære. Det helt store spørgsmål er naturligvis om dette fortsætter, eller der er ved at ske et skifte i magtbalancen i international fodbold.

Hvor står Real Madrid?

Inden sæsonen gik i gang var Real Madrid udråbt til favoritter til at vinde både Champions League og La Liga, efter en optakt hvor de overbevisende slog både Barcelona og Manchester United, og vandt VM for klubhold.  Lad det være sagt med det samme, det løb er for længst kørt, og der er ingen chance for at de kommer til at vinde ligaen, hvor de er tæt på at være 20 point efter Barcelona. I Copa Del Rey blev det også til et tidligt exit, og spilmæssigt har de præsteret langt under niveau, ikke mindst pga en uhyggelig svingende “verdens bedste fodboldspiller” Cristiano Ronaldo.

Der var ikke tvivl om deres avancement i Champions League, men de blev sat alvorlig til vægs af netop en engelsk hold, hvor Tottenham viste sig, at være for stor en mundfuld for Zidanes tropper. Det blev dermed til en overraskende andenplads, hvilket har betydet, at de løber ind i PSG. Copa del Rey er en ting, La Liga er en anden ting, men Champions League er en tredje og helt anderledes ting, så selvom de har været svingende og mere eller mindre elendige ved flere lejligheder, så skal vi nok forvente at se et helt andet Madrid mandskab i morgen. Efter kampen vil vi nok kunne se, hvor de egentlig står, og skulle de slå Neymar, Mbappe & co. vil jeg gerne udråbe dem til favoritter, da de ikke har meget andet at tænke på. De skal reelt blot holde sig i top 4 i den hjemlige liga og ingen Cup kampe. Det er de færreste andre hold, der har den (uheldige) luksus.

Hvad med Barcelona?

Da Neymar skiftede for en sjat penge til PSG, var der nok mange der så Barcelona som værende voldsom svækket, og holdet er da heller ikke så stærkt uden ham, som det var med trods tilgangen af Coutinho og Paulinho. Ikke desto mindre så kan det hold mere eller mindre gå på vandet, så længe Messi holder sig skadesfri. De er videre i Copa del Rey, de topper ligaen og møder et Chelsea hold, der er inde i en mindre krise. Barcelona vil være favoritter til at gå hele vejen, men har vist lidt svaghedstegn de sidste par kampe.

Underdog’en Sevilla

Sevilla har klaret sig eminent i Europa League, hvor de har vundet 3 af de sidste 4 udgaver. Faktum er bare, at der er meget langt fra Europa League til Champions League. I år skal de møde Manchester United, der apropos vandt Europa League sidste år. Begge hold svinger lidt, men det ligner nu stadig, at United kommer til at tage det længste strå over to kampe.

Hvem er udfordrerne ?

Det helt store spørgsmål er naturligvis hvem der skal overtage trofæet, hvis Real Madrid og Barcelona snubler. Kampen mellem Real Madrid og PSG vil være en god indikator for, om det kunne blive de franske kommende mestre. Sidste år var der nok mange der troede på dem, da de savede Barcelona midt over. Efter deres gigantiske kollaps (lidt hjulpet af dommeren), var det dog svært at blive klog på dem. De har fået uhyggelige forstærkninger, og de ligner bestemt en oplagt kandidat. Problemet med PSG og FC Bayern er, at de mere eller mindre ikke rigtig møder modstand i den hjemlige liga, og når konkurrenterne bliver blandt verdens bedste kan de hurtigt komme på overarbejde. Netop Bayern og og PSG vil dog som altid være blandt favoritterne, Bayern kva deres kvaliteter og historie og PSG kva deres nuværende trup.

Nå – men hvor er England så henne anno 2018

Der er ingen tvivl om, at som udgangspunk ser Premier League rigtig stærk ud i øjeblikket og også meget stærkere, end den har gjort i mange år. Der er ikke kun et enkelt eller to hold, der ser gode ud. Manchester City ligner en maskine i år, der ikke er til at stoppe. De tabte kun en enkelt ikke betydende kamp i gruppespillet, og topper suverænt Premier League. Første skridt på vejen bliver Basel, som næppe får mange chancer. City har dog først set skræmmende ud i Premier League, for så at fejle i Champions League. Truppen er dog efterhånden så erfaren i Europa, at de sagtens kan gå hele vejen.

En af årets helt store jokere er Tottenham med brandvarme Harry Kane og Christian Eriksen. De udraderede de forsvarende mestre fra Real Madrid, der godt nok har en skidt sæson, men som stadig må betegnes som værende blandt verdens bedste hold. De møder sidste års finalister fra Juventus i første knockout kamp, og her vil det vise sig, hvor Spurs faktisk står. Deres trup er stærk og sammenspillet, men som deres placering i Premier League (en tæt femteplads) viser, så er det også et hold med udsving, og der er ikke mange af deres spillere, der er rutineret på den helt store europæiske scene. Det kunne dog godt være et hold, der kunne overraske hele vejen til podiet hvis de rammer dagene.

Det tidligere storhold Manchester United spøger naturligvis altid i kulissen, men de ser simpelthen ikke stabile nok ud i år, og selvom de nok skal klare sig videre forbi Sevilla, giver jeg dem ikke mange chancer mod de største hold. Sidste engelske udfordrer er Chelsea, men om et par uger, er de med nærmest statsgaranti sendt ud af FC Barcelona, og de indgår derfor ikke i vurdering.

Hvad med de andre?

Udover de engelske hold, og de nævnte PSG, Juventus og Bayern, er der naturligvis også en række andre hold. Og der er da tidligere sket overraskelser i turneringen, men hold som Roma, CSKA Moskva, Shaktar Donetsk, FC Porto og Besiktas kommer ganske enkelt ikke i nærheden af finalen.